|
LIdt historie "font> b>
Kirkerne har været udsat for røverier gennem hele deres levetid. Alt af værdi tiltrækker en vis gruppe mennesker. Altersølv, skåle og andet godt. I jagten på guld eller den hellige gral.... Med guld og sølv kan man købe sig mere...
Fiskbæk Kirke ligger 10 km nordvest for Viborg ad landevejen til Skive, og på sin lille banke midt i et stort dalføre har den en meget markant og tydelig plads i landskabet.
Kirkens Ydre
Kirkens bygningshistorie er indviklet: Man regner med, at de ældste dele, bestående af det nuværende kor og skib, er opført omkring år 1200. Selv om kor og skib er bygget sammen med overensstemmelse i skiftegangen, er der tegn på, at de to huse er opført hver for sig, idet koret synes at være sat med den ældre ”græske fod”, medens skibet er bygget med benyttelse af ”romerfod”. Det kunne fortælle, at en stenmester har bygget koret og en anden skibet på et lidt senere tidspunkt. Koret kunne i så fald være opført som en tilbygning til den ældre trækirke, og nogle tilkalkede kvadersten, som ses på korvæggen ind mod skibet, kunne være det nederste af en oprindelig vestgavl på koret.
Af de oprindelige vinduer findes stadig et, som sidder på skibets nordvæg, medens der både ude og inde er spor af et tilsvarende på sydvæggen. I korets østgavl ses udefra den gamle lysning fra et vindue.
Antagelig i senmiddelalderen er der bygget tårn til kirken; men i dag er kun underdelen tilbage. Det fremgår af en præsteindberetning fra 1782, at Fiskbæk Kirke er i meget dårlig stand, og det er måske forklaringen på, at ejeren har fundet det nødvendigt og nok også økonomisk mest fordelagtigt at ændre tårnet til en tagrytter.
Løgkuplen var oprindelig tækket med træspån; men efter et lynnedslag i år 1900, blev træspånen erstattet med blyplader.
Hvorfor vi her i det midtjydske har en enlig løgkuppel, ved vi meget lidt om; men måske har det noget at gøre med Horsensfamilien Lichtenberg, der i slutningen af 1700-årene har haft økonomiske interesser i Bollergård, som Fiskbæk Kirke hørte til. Denne familie har anbragt mange løgkupler på kirker og herregården som den ejede på sin hjemegn. Vindfløjen over kuplen bærer årstallet 1863, og den består af en fisk over en kugle. Fisken skal formodentlig sættes i forbindelse med kirkens og landsbyens navn.
Våbenhuset er ganske nyt, opført ved kirkens hovedistandsættelse i 1979/80 som erstatning for et ældre, der var i meget dårlig stand.
På korets østgavl findel en indskrift i jernbogstaver. Hvad gemmer der sig bag denne?
At yderne af kirketienden fra Fiskbæk Sogn ved en dom i Fjends-Nørlyng Herredsret 20. december 1842 fik tilkendt ejendomsretten til tienden og dermed ansvar for kirke og kirkegård. Det er afslutningen på en sag, der begyndte i 1828/29, men som på grund af dødsfald og deraf følgende arvesag hos tiendeejeren kom ud for så mange forviklinger, at den først kunne sluttes 14 år senere. Det er vel glæden over, at man nu endelig fik brugsretten til sin kirke, der fik folk til at sætte denne indskrift: FiskBæk SogneMænd 1842.
I det første kvaderskifte over soklen i østgavlen finder man på sten nr. 2 fra nord et skråtliggende latinsk kors. Placeringen kunne tyde på, at det er signaturen for den stenmester, der har bygget koret.
Kirkens indre
Alterbordet, der i 1979 blev frilagt fra en sammenmuring til østvæggen, er kirkens gamle alterbord. Det fremgår af en ”flaskepost”, der fandtes indemuret i trappen til prædikestolen, at såvel alterbord som trappe er ombygget i 1894. Denne oplysning giver en forklaring på, hvorfor den gamle sten med udhugget relikviegemme sidder forneden på bordets sydside. Den oprindelige plads har været i bordpladen, og her har man gemt en levning af den helgen, som var knyttet til kirken. Vi kender ikke helgennavnet.
Den nye alterbordsplade af sten er oplagt i 1980. Tidligere var bordet beklædt med et træpanel.
At tårnet er opført i gotisk tid, kan man se af den spidsbuede portal, der fører ind til dets spidsbuede rum. Ved istandsættelsen fandt man her, som på alle skibets indvendige mure, en masse rester af forskellige typer kalkmalerier, men kun en roset i toppen af tårnhvælvingen blev fundet bevaringsværdig. Alle andre rester af kalkmalerier er kalket over i det omfang, de kunne bevares.
 
Højt oppe på væggen i skibets sydvesthjørne sidder en ikke overkalket sten med hulning. Om det er en gammel kværnsten, eller der kan være tale om en offersten, er svært at afgøre. Kun ved vi, at der i mange kirker er levninger fra hedensk gudsdyrkelse – måske fordi man ikke helt kunne glemme det gamle, eller måske har man villet ”sikre sig”, hvis det gamle alligevel skulle vise sig at være det stærkeste.
Kirkens inventar
Ældst er kirkens døbefont, der i dag står i skibets nordøsthjørne, og det er ikke dens oprindelige placering. Den romanske granitfond har en firsidet sokkel, der er forsynet med hjørnehoveder, og den bægerformede kumme har på ydersiden reliefhuggede bladornamenter, som er præget af ophugning, antagelig udført i 1872 i forbindelse med en afrensning af fonten for oliemaling, som det fra gammel tid har været almindeligt at have på døbefonte.
Dåbsfadet er et sydtysk arbejde fra omkring 1550.
Som alterbillede på korets østvæg finder vi i dag det tidligere korbuekrucifix, der oprindelig har hængt i korbuen. Det er fra senmiddelalderen og forestiller den lidende Kristus. Lidelsen er understreget ved, at korsets tværbjælke sidder en lille smule skævt på den lodrette stamme, så at smertebevægelsen i Jesu krop understreges i korsets form. Sådanne krucifexer var almindelige i senmiddelalderen, hvor de fungerede som lægmandsaltre, da lægfolket som uindviede ikke havde adgang til koret, der som det helligste sted i kirken kun måtte betrædes af præsten og hans medhjælpere. Inden krucifexet i 1970-erne blev alterbillede har det ført en meget omskiftelig tilværelse: Fra 1946 har det haft sin plads midt på skibets nordvæg, men før den tid var det anbragt over køren til våbenhuset. For at kunne være der, havde men hjernet den øverste korsarm, som blev sat på, da korset blev flyttet. Tidligere har det måske haft sin plads på nordvæggen, hvor årstallet står.
Prædikestolen, der er anbragt i skibets sydøsthjørne og har opgang fra koret, er et typisk renæssancearbejde. Da den i 1946 blev afrenset for egetræsmaling, sat i stand og stafferet, kunne man ikke konstatere spor fra ældre bemaling udover det, som vi nu kan se. Ejendommelige og sjældne er storfelternes indlagte stjerner, tilsvarende findes på prædikestolen i Vorde, hvilket kunne tyde på, at begge stole er lavet på samme værksted. Over storfelterne findes følgende indskrift, som skal læses fra nord til syd, linie for linie:
SANDELIG SIGER JEG EDER HVO SOM TROER PAA MIG HAN HAF – VER DET EVIGE LIF JOH. 6. Forneden, læst på samme måde står der: HERRENS ORD BLIFVER EVINDELIGE PET. Og allernederst, på hængepladerne: ANNO DOMINI 1641.
Lydhimlen er næppe samtidig med prædikestolen: Den bærer følgende indskrift i guld: MEN JESUS SAGDE SALIGE ER DE SOM HØRER GUDS ORD OG BEVARER DET/LUCAS 11,28. Skriftordene er typiske for renæssancen.
Kirkens stolestader er anskaffet i 1902, men ved istandsættelsen i 1946 blev gavlene ændret til den udformning, de har i dag. Den nuværende bemaling stammer fra 1979/80 og er sammen med kirkens øvrige farver valgt af menighedsrådet i samråd med kunstmaler Johannes Bæch og kirkens arkitekt Poul Brøgger.
Orglet, som er et typeorgel fra Jydsk Orgelbyggeri, stammer fra 1971, hvor det erstattede et ældre, der var anbragt på et pulpitur, som tidligere fandtes på skibets vestvæg over portalen ind til tårnrummet. Orglet har 5 stemmer.
Kirkeklokken, som man ikke har mulighed for at se, blev taget i brug påskedag 1990. Det er en malmklokke, og indskriften på dens øverste bånd lyder: I HERRENS ÅR MCMLXXXX STØBTES JEG TIL FISKBÆK KIRKE AF PACCARD FRANKRIG. Længere nede står der på klokkens ene side FBSMR 1990, og det betyder FiskBæk Sogns MenighedsRåd lod klokken støbe i 1990. Man har her skelet til indskriften på korets østgavl. På klokkens anden side ses et fiskesymbol og under den følgende vers: MED TROENS TEGN KIMER JEG DIT LYS UDOVER FISKBÆK EGN JESUS KRISTUS GUDS SØN, FRELSER. Når man har valgt fiskesymbolet, skyldes det, at der med fisken er tæt kontakt med kirkens og sognets navn; men også, at fisken er et af kirkens ældste symboler, som blandt andet findes i katakomberne under Rom. Det græske ord for fisk, ICHTYS, som står inde i fisken, blev af den ældste menighed tydet som forbogstavet til en kort trosbekendelse: lesus Christus, Guds Søn, Frelser, som det også bliver sagt i verset. Både symbol og vers er lavet af keramikeren Gudrum Meedom Bæch, Viborg.
I tilknytning til omtalen af indskriften på korets østgavl skal det fortælles, at Fiskbæk Kirke optræder i dansk litteratur, idet den københavnske forfatter M. Goldschmidt i 1866 udgav en lille bog med titlen: ”En hederejse i Viborg-Egnen”, hvor han i kap. 3 beretter om et besøg i Fiskbæk, hvor han et par døgn var indlogeret på Ørregård.
På en spadseretur møder han en bonde, som han karakteriserer således: ”En mand på nogle og halvtreds, ægte dansk og jysk, kraftig bygget, men ikke høj, godmodig og kløgtig eller snild, med gråblå øjne, der snart kunne være ærlige, snart så fiffige”. Han får manden til at fortælle om sit liv og sin egn, og en begivenhed, som fandt sted adskillige år før, gengiver vi hermed Goldschmidts egne ord:
”Det var på den tid, da ulovlig brændevinsbrænden endnu gik meget i svang, og toldvæsenet var stadig på jagt efter brændevinsredskaber (brændevinstøj).
Det hændte sig på den tid, at man kunne få Fiskbæk Kirke til købs, altså komme i besiddelse af kirketienden, og sognet subskriberede den fornødne sum; dog manglede der omtrent en snes daler. Han og en anden mand der på sognets vegne drev underhandlinger, ville i sidste øjeblik endnu en gang forvisse sig om kirkens tilstand. De gik derind og han steg ene op i spiret, fordi den anden mand var svagelig. Da han var kommen derop, råbte han pludselig ned til sin ledsager: ”Kom herop og se!” – ”Hvad er der?” – ”Ja, det kan a it sige, men herop må du, om du så skal hejses op!” – Den anden mand kom da derop og råbte straks: ”Men hvad er dog det? Det er jo brændevinstøj” – ”Det siger du og ikke a”. Nu opdagedes det, hvem dette brændevinstøj tilhørte, og de undlod kun at gøre angivelse på betingelse, at ejeren eller rettere ejerinden betalte den snes daler, der endnu manglede til købet af kirken. Bagefter kom det til en proces, som han og hans ledsager vandt”.
Så vidt Goldschmidt, som også fortæller at der blev skrevet en vise om sagen, men selv om han er i besiddelse af en afskrift, vil han ikke offentliggøre den, fordi dens poesi ikke vil fornøje hans læsere. Det kan vi kun beklage, da visen synes at være gået tabt.
Hvem er nu denne mand, der stadig husker begivenheden med brændevinenstøjet, selvom der er gået 30 år? Her er vi så heldige, at Goldschmidt ved at fortælle lidt af mandens egen historie bringer os på sporet af ham. Han hedder Hans Nielsen og er på dette tidspunkt sognefoged i Fiskbæk og ejer af Løgstrupgård, Han er fra Kirkebæk, og medens han er i København for at springe soldat, forlover han sig pr. brev med den ældste datter i Løgstrupgård. Da manden på Løgstrup dør, sender man bud efter Hans Nielsen, men der går et langt stykke tid, før han kan blive frigjort i København og vende hjem.
En mørk aprilaften kommer han til gården, og da man efter aftensmåltidet skal til at tale ud om sagerne, viser det sig, at hans kæreste hemmeligt har forlovet sig med en anden. Da Hans Nielsen naturligvis vil tage af sted, beder hans forhenværende kærestes mor ham om at blive i gården, ja, somme vil vide, at hun inviterer ham op i sin egen alkove. Hvad der nu sker eller ej, så ender det i hvert fald med, at Hans Nielsen gifter sig med Maren og bliver mand på gården, som på dette tidspunkt hører ind under Tårupgård. I 1835 får Hans Nielsen imidlertid skøde på gården, og det er vel først efter dette tidspunkt, at han kan optræde som udpeget repræsentant for kirketiendeyderne i Fiskbæk Sogn.
Kilde: Viborgstift.dk
|
|