Gamle danske milepæle
Forsiden af bogen Gamle danske milepæleMed Ole Rømers opmåling af det danske vejnet i slutningen af 1600-tallet kom der gang i opsætningen af milepæle langs de vigtigste danske vejforbindelser.
Milepælene findes i mange forskellige udformninger, alt efter deres alder og hvor i landet de blev fremstillet og sat op.
I Danmark blev tommer, fod, alen, favne og mil anvendt som længdemål indtil 1907, hvor metersystemet blev indført. I de efterfølgende år begyndte opstillingen af kilometerstenene til afløsning for milangivelserne, og milestenene blev efterhånden fjernet. Det skete dog ikke overalt. Nogle af de gamle sten blev genanvendt, fik kilometerangivelse indhugget og flyttet til ny, relevant placering, medens andre mere ydmyge sten heldigvis fik lov til at blive stående.
Uanset at man på Nationalmuseet allerede i 1907 skønnede, at en række af de gamle milepæle, især dem af marmor med forgyldt krone i relief og kongeligt monogram, var bevaringsværdige, blev der dog ikke udfærdiget egentlige fredningsdokumenter til sikring af deres bevarelse. Det var først med Naturfredningsloven af 1969, at milepæle - alle resterende - blev nævnt direkte i loven, og fra da af derfor var at regne som beskyttede og fredede fortidsminder.
Arkitekt Ejvind Draiby brugte et langt liv på at registrere de tilbageværende milepæle, og i 1990 blev hans arbejde ”Gamle Danske Milepæle” udgivet af Naturstyrelsen. Bogen indeholder en oversigt over milepælenes historie, beskrivelser af de enkelte sten og stentyper samt kort med angivelse deres placeringer.